Alle de mennesker, vi er …

… og i dag er det Henriks historie.

Tirsdag morgen den 20. november 2018 vågnede den fremdriftige Henrik Busch. En krystalklar tanke slog ned i ham: ”Jeg vil tage mit eget liv.” Han rejste sig fra sin seng og gik straks i gang med at undersøge selvmordsforsøg på computeren. Her fandt han ud af, at 446 mennesker havde forsøgt at tage deres eget liv året før. Han researchede metoder og besluttede sig for, hvad der passede bedst til ham. Efter at have indtaget sin morgenmad på fuldstændig vanlig, rolig manér, drog han derfor ud til Ordrup Byggemarked og købte et reb, der kunne bære 755 kg.
”Så tog jeg ned til Klampenborg station, gik ned mod Dyrehaven og ud på den bro, der fører over sporene.”

”Jeg bandt rebet om halsen, og gemte det inde under frakken, så ingen kunne se det, hvis man kom forbi.” Så kravlede Henrik ud på ydersiden af broen og sagde farvel i tankerne til alle dem, han holdt af. Mens han stod der og holdt i hegnet, kom en bil kørende, den bremsede, en flok mennesker steg ud og begyndte at råbe til Henrik, som blot råbte tilbage: ”Jeg har styr på det.” Og så sprang han. Henrik faldt 7 meter ned og ramte en betonklods. Det næste, han husker, var, at han lå omtumlet på jorden med blikket vendt op mod himlen og stirrede på det dinglende blå reb. Det var knækket.

”Så meget for et reb, der skulle kunne bære 755 kg,” bemærker Henrik lakonisk. Henrik Busch fortæller tingene præcis som de er, uden store følelsesudladninger. Nøgternt, direkte og handlekraftigt. Mens han fortæller, spytter han løbende ned i en pose. For efter selvmordsforsøget kan han ikke synke, hverken mad eller spyt. Strubehovedet er destrueret. Al mad indtages gennem en sonde, og en lille sirlig pose bliver løbende taget frem til at spytte i, før han taler videre.

Mens han lå der blå og oppustet i hovedet, med den ene fod forstuvet og den anden fod forvredet, kom de mennesker, der så ham fra bilen, styrtende til. De ringede 112 og inden Henrik blev fisket op af en kranvogn og lagt på en båre, sendte han en sms til sin hustru med en kort besked om, at hun formentlig blev ringet op af politiet. Så fik han en sprøjte, blev lagt i kunstig koma og vågnede, tre dage efter i et helt lyst rum.

”Jeg havde det fint, da jeg vågnede. Jeg var kommet i himlen, alt var hvidt.”
Henrik kunne dog godt se, at han ikke stod ved Guds port, og den første tanke, der faldt ham ind, da de omtågede skyer veg bort, var: ”Det var kraftstejlme dumt, Henrik!”
”Jeg var lykkelig for, at det ikke var lykkedes. Og hvad jeg slet, slet, slet ikke havde tænkt på var, hvor ked af det, min familie faktisk blev. Voldsomt kede af det.”

”Jeg havde altid sagt til min hustru, at hvis jeg nogensinde blev som min far, som var dominerende og pissebesværlig, måtte hun tage livet af mig. Og på nogle områder kunne jeg godt se, at jeg var ved at bevæge mig ned ad de samme baner som min far. I den tankerække, har der været en form for konklusion om, at min familie ville være bedre tjent uden mig.” Mange forstod ikke, hvorfor Henrik ikke havde sagt noget. Men hvordan skulle han kunne sige noget, når han ikke vidste noget?

Hvad der ledte op til det øjeblik, har læger, psykiatere og psykologer forsøgt at finde frem til. Og ikke mindst Henrik selv. Fra det øjeblik han vågnede i det hvide lys, var han mandsopdækket i 24 timer i syv uger frem, og gik til psykolog en til to gange om ugen. Han var hverken alene på toilettet, når han sov, eller når han skulle i bad. Og psykologtimerne handlede om, hvad der var grunden til, at Henrik havde forsøgt at tage sit eget liv.

”Jeg kan ganske enkelt ikke svare helt præcist på det spørgsmål. Måske var det en dråbe. Der er intet fra min barndom, der har været ekstremt. Min far var en snedig forretningsmand, min mor sindssygt kærlig. Der var ingen signaler, ikke engang for mig selv. Jeg har tænkt over det tusind gange. Og der er ikke noget, der dukker frem, som det afgørende. Det eneste, jeg måske kunne have en tanke om, var, at min bank pressede mig på det tidspunkt. Jeg havde et lån i mit hus, jeg ikke kunne få forlænget, selvom banken havde lovet mig det. Så mit hjem var ved at blive taget fra mig. Så jeg var sur. Måske var det den følelse, som pressede sig på. Jeg har altid haft styr på alt. Uagtet, at jeg var vred på banken for at love mig noget, de ikke holdt, vil jeg dog aldrig give dem skylden for mit selvmordsforsøg.”

Henrik Busch er ingen hr.-hvem-som-helst. Ikke bare har han været direktør for Magasin, for Illums Bolighus, Georg Jensen, Royal Copenhagen og for Københavns Lufthavn, hvor han mødte ind kl. 6 hver morgen og aldrig var bleg for at gå ned på gulvet og ekspedere kunder, hvilket han elskede. Han har også været i adskillige bestyrelser og advisory boards.

Men det er ikke det, der er det markante ved Henrik. Det markante er, at han hver dag og hvert år har en kalender spækket med aftaler fra morgen til aften, hvor han uden pauser forsøger at hjælpe mennesker videre i livet. Uden at tage en krone for det. Det kan han ikke nænne.

Hans største passion og største drive i tilværelsen er at optimere nær sagt alt. Om han er til koncert eller kommer hjem i ens stue, ser han fluks, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det samme gør han med mennesker. Han kan stille de rigtige livsspørgsmål og rykke folk videre. Han modtager 250 mails om dagen, som han besvarer med det samme. Da han blev indlagt på hospitalet, ringede hans familie til 598 mennesker og forklarede, at han havde været udsat for en ulykke. Henriks netværk er abnormt. ”Jeg kan ikke lade være med at hjælpe, og jeg lever meget af den energi, andre mennesker giver mig.”

Nogle år før selvmordsforsøget var en veninde blevet urolig for Henrik. Hun havde taget ham i at sidde og kigge ud i luften uden at foretage sig noget. Da han skrev en usædvanlig update på Facebook, krævede hun, at Henrik gik op og så en erhvervspsykolog. Han tog sin IPad med, psykologen så den igennem, og understregede, at sådan kunne intet menneske leve. Der var absolut intet rum til Henrik selv. Han skulle lære at gøre noget for sig selv hver dag. Det kunne være at sidde på en strand, spise en is, få en times massage, svømme en tur. Bare en ting om dagen, som udelukkende var for ham. Han begyndte at skabe lidt luft i sin kalender, men var det nok?

Da Henrik kom ud af hospitalet, solgte han og hustruen gennem 40 år deres hjem, hvor de havde boet i 23 år. Ægteparret ryddede op i alle deres ejendele og flyttede til indre København. Han holder stadig jævnligt møder på Den Blå Time i St. Kongensgade med mennesker, der har brug for hans hjælp. Men omfanget er ikke det samme som tidligere og er udelukkende for de mennesker, der møder velforberedte op.

”Den stærkeste forandring efter mit selvmordsforsøg er, at jeg gerne vil have endnu mere kontrol. Jeg vil have styr på alting, ellers bliver jeg stresset. Mine ting ligger de samme steder. Jeg har aldrig mistet noget. Jeg vil vide alt og være forberedt. Og fordi jeg gør mig sådan umage, sætter jeg også høje krav til omgivelserne.”

Udover kontrollen er der også en dybere klang, der trænger sig på. Tanker om fællesskaber, mere sansende tilgange til livet og til kærligheden. ”Kærlighed er en værdi, som forsvinder længere væk fra vores liv. Kærlighed handler blandt andet om ægte opmærk-somhed overfor sine medarbejdere, sine kunder, sine medmennesker. Det er enormt vigtigt, at kærlighed kommer ind i ledelse, hvad er det ellers for virk-somheder og samfund, vi skaber?”

Og så er der det med det sansende. På startbilledet på Henriks computer er der et billede af Central Park omkranset af New Yorks højhuse. ”Det er det bedste billede på den tilværelse, jeg både opsøger og råder andre til. Når jeg tager til New York, løber jeg rundt i byen og besøger forretningslivet og lader mig inspirere. Men det er mig mindst lige så magtpåliggende at gå på bare tæer i Central Park. Her er der ro, her er jeg uforstyrret, her kan jeg drive afsted i et lidt lang-sommere tempo og se på mennesker og tænke over livet.”

Henrik har siden januar 2021 arbejdet i Trolle Cares bestyrelse.

Andre historier

Jill og Frederikkes historie Annas historie Antonios historie Mads' historie Christians historie Camillas historie