Alle de mennesker, vi er …

… og i dag er det Mads’ historie.

”Hvem jeg er? Jeg er jo Mads, for helvede.”

Sådan starter Mads Ulrik Stampe interviewet, her. Han ligner en vild viking. Typen, man ikke er i tvivl om, vil redde hele landsbyen med den ene næve, mens han med den anden sætter pilen i hjertet på fjenden, inden han leder tropperne mod nye horisonter. En helt, der langtfra er drevet af samfundets udstukne regler og rammer. Heltens øje drejer sig mod uretfærdighederne, og står som garant for, at den konkrete, ægte hjælp når frem til det enkelte menneske.

Mads er en høj mand, med skulderlangt hår, solbriller i panden, levende fortællinger og brede armbevægelser, som kunne han favne hele verden. Og måske er det faktisk lige præcis det, han kan. Desto flere verdener et menneske har befundet sig i, desto mere indsigtsfulde kan de blive, hvis de ellers tør erkende og åbne sig.

Der er en befriende fordomsfri tone i rummet rundt om Mads. Han har oplevet, prøvet, set, forsøgt, faldet, rejst sig, kastet sig ud i alt og non stop. Han er ikke bange. Jo for krigen i Ukraine, men ellers skræmmer tilværelsen ham ikke. Han dukker sig ikke for sin egen livsfortælling, og så er han den type, der fylder ikke bare et helt rum, men en hel jordklode. Men hvor i al verden kommer det menneske fra?

Oprindeligt kom han fra en meget snobbet og kontrollerende familie i Hvidovre. ”Jeg hadede egentlig mine forældre og hader dem endnu. Selvom de er døde. Selvfølgelig gør det noget at blive ældre, og at de er væk, så kigger jeg lidt mildere på dem. Men mine forældre var ganske enkelt fastlåste og hårde. Vi boede det fineste sted, man kunne bo i Hvidovre, de satte os på Kildegaard privatskole i Gentofte for at sørge for en god skolegang, og min far var blandt andet officer og chef for militærpolitiet… you get the picture? ”

Mads hadede at gå i skole. Han hadede følelsen af at være indespærret, når alt i ham kaldte på luft og frihed. Han tog den smarte, overlegne rolle i sin klasse på Kildegaard. ”Jeg var god til at samle folk og blev hurtigt the leader of the gang. Jeg var en sød og køn lille dreng, men jeg var ikke noget rart barn. Jeg var lynhurtig i replikken og skidesjov på andres bekostning.” Som voksen har Mads givet en uforbeholden undskyldning til de mennesker, han mobbede. Var han dengang nedladende, er han i dag uendelig bevidst om at behandle alle mennesker med respekt. Han mærker menneskelig afmagt på få sekunder og kan træde ægte til i ethvert liv, han møder. Der er ingen tvivl om, at 62-årige Mads er et Mensch.

På Kildegaard hang Mads ud med rigmandsbørnene i en alder af 15 år. Der var masser af dem, der havde søde forældre, men han valgte det slæng, hvor der var for mange penge og for lidt tilstedeværelse.

”Min ungdom startede med at eksperimentere med stoffer og sprut i private hjem i Hellerup og Klampenborg. Der var aldrig nogen hjemme, jo en gang imellem en fuld mor. Jeg havde langt hår, spillede musik og var den utrolig selvfede egotripper.” Men ikke mere selvfed, end at Mads’ mor lykkedes med altid at spille på skyld og skam, så drengen blev ædt op indefra. ”Øv, hvor har jeg brugt meget energi på hende. Jeg var helt utrolig underlagt hende.” Studenterhuen var knap trukket end over ørene før en vild, flygtende og hæsblæsende ungdom begyndte. ”Jeg skulle væk, væk, væk fra det undertrykkende regime.”

Ungdomslivet startede i et vildt kollektiv på Vesterbro, der hed Flinkeskolen. Her boede 6-7 drenge, der fyrede den af i 1980’erne. De holdt fester 24/7 og spillede musik. En af musikerne i Mads’ nuværende band: HÆVD, kommer fra det kollektiv. Da Mads vendte hjem fra en udenlandsrejse og så, at mange i kollektivet var blevet for glade for stoffer, bankede en indre stemme på: ”Jeg ville ikke udsætte mig selv for at blive smadret af stoffer. Jeg er også alt for selvoptaget til at ville lade mig ødelægge”, griner han højt, og i stedet kastede han sig ud i et liv på Christiana, hvor han spillede og arrangerede musik på Nemoland og Månefiskeren. ”Christiana var den sjoveste legeplads. Det var en lang fucking fest, og jeg var dårligt udenfor området i 10 år.”

Udenfor kom den dengang 28-årig Mads, da han blev involveret i kriminalitet. Han opbevarede 40 kg hash for en udlænding. En dag stak han nøglen i låsen og i næste billede sad han i håndjern. ”Jeg sad fire måneder i isolation. Det mest nederen var at blive kørt gennem København i salatfadet på en forårsdag og se pigerne i sommerkjoler gennem et lille bitte vindue, med håndjern på. I retroperspektiv synes jeg egentlig, det er fint at have prøvet en tur i brummen. Det er en stærk fornedrende og socialrealistisk oplevelse.”

I slutningen af 80’erne forsætter det vilde liv på Christiania med for mange destruktive sideveje. En indre stemme banker igen på og vil have ham væk fra det vilde liv: ”Jeg havde brug for noget sundt, ferskt, rent, jomfrueligt, og så møder jeg den norske Vigdis, der går og maler. Hun er alfeagtig gennemsigtig, og jeg kaster mig over hende.” De gifter sig, og tre måneder senere får hun et aneurisme. Selvom Mads har oplevet et coup de foudre med sin kommende kone Misha, bliver han med Vigdis et ekstra år for at tage sig af hende. ”Det er første gang, jeg er nødt til at sætte mig selv til side. Det giver en ubevidst tilfredsstillelse, rent faktisk at være der for et andet menneske. Der mærker jeg reelt, hvad det vil sige. At være der.”

Da Vigdis får det bedre, går parret fra hinanden og mødet med Mischa bliver virkeligt. ”Hun var og er virkelig smuk. På alle planer. Hun er über cool, klog, begavet, ambitiøs og enormt blid. Blid og benhård. Vi har været sammen i 30 år, kan skændes så det brager, men kærligheden er ukrænkelig. Vi er stærke, og vi har et rigt liv med vores to piger. Vi sejler, vi rider, vi tager i sommerhus. Vi taler sammen frem og tilbage i bilen på vej til arbejde. Vi vil hinanden.”

Mischa opsøger en international karriere, der fører parret ud på rejser til Bolivia og Afrika, og Mads arbejdede for Røde Kors med konflikthåndtering. ”Mit arbejde gik ud på at håndtere mennesker i krise. Vi startede med 900 jugoslavere, som skulle flytte ind i nogle barakker. Og tro mig, der kan opstå konflikter. Jeg har været i retten 13 gange, fordi jeg er blevet overfaldet.”

Arbejdet var benhårdt og konfliktfyldt, og det ændrer ikke på, at Mads stadig finder det dybt provokerende, hvordan vi behandler flygtninge og asylansøgere. Da pressen dengang begyndte at skrive om, at ex-jugoslaverne levede i sus og dus her i landet, rejste han som modtræk 100.000 kr. for at lave en bog, hvor han med en fotograf tog billeder af hver og et af deres værelser. Det var ikke luksus. ”Et samfund er kende-
tegnet af, at vi også behandler dem, vi ikke kan lide, korrekt. Den del har vi glemt.”

Efter Røde Kors, arbejdede han på et psykiatrisk bosted. ”Her blev jeg fyret, fordi jeg brokkede mig over cheferne, fordi de satte institutionen før individet. Omvendt fik jeg efterfølgende ledelsen fyret af kom-
munen for at behandle os ansatte og deres beboere som de gjorde. Det eneste man gør i psykiatrien, er at gøre skade på skadede mennesker. Folk bliver mere syge af det system, vi har nu, hvor man fylder piller
på alle uden at blinke.”

Humanismen vælter ud af Mads uanset hvilken udsat gruppe, han finder på at tale om. ”Jeg blev humanist, fordi jeg virkelig har indset, hvordan vi alle sammen er afhængige af hinanden, og afhængige af, at hinanden har det godt. Derudover er min humanisme også rent ego. Det er grundlæggende den bedste følelse: at give.”

Til daglig arbejder Mads navnlig med demente mennesker, hvem han er en virkelig støtte for og ikke mindst deres ægtefæller, som han lytter på igen og igen. ”At lytte er den største gave vi kan give hinanden. Og når det er sagt, så har jeg lært om livet, at når vi sidder der på den yderste dag, så er det the fucking basics vi alle sammen er ude efter: en krammer og en leverpostejmad. Og så er det lige meget om man har 200 mio. eller nul kroner på kontoen, men det er vigtigt, at vi er omgivet af nærende mennesker og gør nærende ting.”

På lange sejlture og galopperende på sine heste, glemmer Mads alt om tid og sted. ”Når jeg forlader skoven eller havet igen, er det altid med følelsen af, at det hele løser sig. Og det gør det jo, ik’ sandt?”

Mads har arbejdet for Trolle Care A/S i 3 år.

Andre historier

Jill og Frederikkes historie Annas historie Antonios historie Henriks historie Christians historie Camillas historie