Alle de mennesker, vi er …

… og i dag er det Camillas historie.

Siden Camilla var en lille pige, var hun den, der tog sig af outsiderne. På en eller anden måde havde hun et øje for mennesker, der gik langt udover, hvad de andre elever på hendes egen alder havde. Hun så. Hun holdt af. Hun holdt fast. Lærerne så, at hun var en elev, hvis medmenneskelige ansvar, man kunne regne med. ”Camilla, vi får Marina fra Rusland på besøg, kan du ikke tage dig lidt af hende?” eller ”Camilla, vi skal til Ærø, og Mathilde her føler sig lidt udenfor, vil du ikke hjælpe hende?” Og jo det ville Camilla, hun så det som en glæde, et privilegie.

Kun en eneste gang var hun med til at mobbe en elev. Af alle elever, var hun den der blev trukket til side. For læreren var ikke forbløffet over de andre mobbede, men at Camilla kunne finde på det, det skuffede. Og den lille pige blev flov, for var der noget, der gik mod hendes værdier, var det at udstøde andre. Hun ville løfte og hjælpe, hun ville skabe broer mellem mennesker, og hun vidste, at hun kunne. Eller i det mindste, at det var det, hun ville kæmpe for i livet.

Camilla har altid følt, at hendes menneskelige overskud har været abnormt. Ikke at hun ikke som mange andre i det moderne samfund, har lagt sig med stress og kigget ud i luften, eller for den sags skyld har kulsorte dage. Hvem har ikke det? Men hun har en dyb og kraftfuld kilde, der hver morgen gør, at hun beslutter, at dagen skal være god. Det blide øje og den rummelige facon mod sin omverden lærte hun af sin far, der var politibetjent i barndomsbyen. Han var varm, humoristisk og behandlede ethvert menneske med respekt og værdighed, uanset sociale ståsted. En værdi, der er hende magtpåliggende selv at efterleve og at give videre til sine egne børn.

Det var ikke fordi Camilla i sin barndom vandrede rundt i en lyserød ungpige-drøm og tænkte, at hun skulle være Florence Nightingale. Tværtimod. Også hun bærer sår fra barndommens land. Det er dem, der giver livsindsigterne. Men den store varme hun følte, for livet og dets medmennesker, overstrålede mørket. Hun red sine heste, festede med vennerne, grinede meget og arbejdede som bartender i natte-livet i mange år. Hun var god til det. For er man god til at se mennesker, er man også god til at være den, der gider tale med dem, der bliver hængende ved baren ud på de små timer. En dag stoppede hun op, hun ledte efter noget dybere og søgte ind på sygeplejerskestudiet.

Det var en tilfældighed. Eller måske skæbnen. Da jobbet som gadesygeplejerske blev slået op, fik hun det. Hun skulle drage ud blandt Danmarks mest udsatte mennesker, og lindre sjæle i en verden, der er usynlig for de fleste af os andre. Og hun elskede det fra day one, for her kunne hun virkelig træde til. I det mindste så dagen blev bedre. Eller timen.

”Jeg fik en metodefrihed, fordi der var tale om et ny-startet projekt. Jeg kunne bruge tre dage på Bjarne, hvis jeg oplevede det som det vigtigste. Jeg kunne møde Benny på bænken med hul i fingrene, fordi han havde brændt sig med cigaretterne. Jeg kunne komme ud med ristet rugbrød og et hårdkogt æg til Birgitte, der er horder og ikke kan komme ind i sin lejlighed, og derfor bor i sin bil. Jeg kunne være der for disse mennesker på deres præmisser og med al den tid, vi ofte glemmer, eller ikke tror vi har til at give mennesker.”

De 12 år som gadesygeplejerske førte til mange møder med Danmarks mest udsatte. Og med de møder fulgte mange erkendelser om os mennesker generelt.

”Dem der lever på gaden, er akkurat lige så gode mennesker som du og jeg. Mange siger altid: de kan bare tage sig sammen. Men nej, det kan de ikke. De har oplevet ting i deres barndom, som ingen af os kan matche. Jeg har mødt familier, hvor forældre ligger døde af druk på sofaen, mens børnene går rundt i et hjem, der lugtede af urin og ekskrementer. Det er de børn, jeg møder som voksne. Det er dem, der ikke har forudsætningerne for at klare det liv, vi andre fører. De har brug for at have en plads i livet og i samfundet, og at pladsen på bænken, også er inkluderet i fællesskabet. Der er så sindssygt meget mere bagved ethvert menneskes historie. Det er os, samfundet, der kun kradser lidt i overfladen, og som ofte behandler udsatte mennesker med ignorance. Vi må ikke behandle mennesker med afsky. Som naboer skal vi banke på den dør, hvor den sære i opgangen bor, og spørge om alt er ok.”

Camilla lærte også, at udsatte mennesker har akkurat de samme værdier som os andre. Hun har aldrig oplevet at få stjålet noget, og det selvom hun har kørt med mange påvirkede mennesker i sin bil, hvor der kunne ligge mønter eller en pung. Viser man tillid, får man tillid, er hendes erfaring. Og så at vi alle sammen har brug for at være noget for nogen. Når Camilla stillede bilen ved bænken, bad hun Torben og Bjarne om at passe parkeringsskiven. Som tiden gik, stod de parat, før hun overhovedet havde nærmet sig.

”De vil så gerne give igen. Bjarne havde på et tidspunkt misset en fængselsdom og som en håndsrækning tilbød jeg at køre ham til fængslet. Som tak gav han mig den, klammeste mest støvede plasticblomst. Den blomst havde lige så meget værdi som en stor Bering buket et andet sted. Både for ham og mig.”

Noget af det smukkeste, Camilla oplevede gennem sine 12 år på gaden, var at være med til Frederiks begravelse, som var skizofren og boede i naturen, hvor han skød og spiste egern, og varmede sig ved sit bål, som han faldt i søvn ved, og derfor brændte op, så der kun lå en torso tilbage. ”Han var et meget ensomt menneske, og anede ikke, hvor værdsat han var. Til hans begravelse kom der 50-60 udsatte mennesker med pølser, øl, hunde og rispapirslamper, der blev sendt til vejrs. Det er noget af det smukkeste, jeg har oplevet i mit liv. De mennesker har et sammenhold, selvom det ikke altid ser sådan ud, når vi andre ser det udefra, fordi de nogle gange skændes og råber ad hinanden.”

Og jo Camilla har også oplevet voldsomme ting og brugt et år af sit liv, på at skrive alle de skæbne-fortællinger ned for at bearbejde og reflektere over alt det, hun oplevede. ”Folk tror ikke på, at denne side af Danmark findes. Vi kommer først videre som samfund, når vi lærer at se på hinanden med et blidere og dybere blik. Jeg holdt til sidst op med at være gade-sygeplejerske, fordi vi skulle kommunikere med borgere på en app, jeg måtte ikke køre med dem i egen bil, alt blev meget snævert og dermed umuligt for mig at være der ægte for borgerne.”

”Det har været en kæmpe ære at blive inviteret ind i deres liv, som det i dag er en kæmpe ære at blive inviteret ind i de mennesker, jeg møder i mit nuværende arbejde. Om det er mennesker på trappen på hovedbanegården eller på Strandvejen, jeg skelner ikke, men møder det menneske der er, med alt hvad jeg har i mig.”

Camilla har arbejdet som sygeplejerske for Trolle Care i 1 ½ år.

Andre historier

Jill og Frederikkes historie Annas historie Antonios historie Mads' historie Henriks historie Christians historie