Det Gode Liv: Farvel personlighed, det var sjovt, så længe det varede…

Vi bruger det meste af livet på at adskille os, differentiere os, gøre os unikke, specielle og bemærkelsesværdige. Vi arbejder hårdt på at skabe vores egen identitet, patentere vores image og pynte os i specielle klæder og sjove sko samtidig med, at vi lægger røgslør om vores hemmelige opskrift på en speciel adfærd og personlighed.

Når vi så bliver gamle og kommer i det kommunale søgelys, så går vi pludselig alle rundt i sko med velcrolukning, joggingbukser og forvaskede polo T-shirts. Vi deltager i de samme lege og i den samme underholdning. Vi sover på samme tid i de samme slags senge, og vores ens vandglas står alle på de lyse træborde med den vakkelvorne plade og de lidt løse fire hjul. Om dagen sidder vi i de ens stole, der alle har de samme absorberende sæder – selv vores hagesmækker er ens. Men hvordan kan det være at det er gået så galt – og har ensartethed egentlig noget formål?

Når kun gløden fra cigaretten adskiller os

En ting er, at barren snart flugter gulvniveau, men hvorfor er det, at vi skal ligne hinanden alle sammen? Hvad er meningen og ikke mindst fordelen ved at ensrette os ud i så voldsomme ekstremer, så det eneste, der adskiller os fra mængden, er tandstatus og gløden fra den skjulte cigaret, som personalet ikke må se?

Nogle vil argumentere, at når man bliver gammel og skal have hjælp fra kommunen, så skal det hele være praktisk, men hvorfor? Hvornår var det, man besluttede, at man ikke længere kunne vaske et par pæne og klædelige bukser? Jeg er da helt sikker på, at Lis eller Ismail fra hjemmeplejen eller i plejehjemmets vaskeriafdeling sagtens kan finde ud af at vaske og hænge et par bukser til tørre præcist lige så godt, som de kan vaske og tørretumble et par joggingbukser. Og tager det længere tid? Det tror jeg faktisk ikke, at det gør. Til gengæld, så er der lidt mere identitet i de pæne bukser end i et par joggingbukser, og som Mark Twain har sagt, så “skaber klæder folk” – og det vil dog medbringe en eller anden form for indflydelse på samfundet – og det er der vel ikke noget galt i…

Ensrettet madrastykkelse

Og hvad med natbordet og plejesengen? Hvorfor er det, at vi fra dag ét, når vi flytter på plejehjem, skal sove i en plejeseng med jernramme og kold skumgummimadras uden synderlig affjedring, hvis ikke vi har behov for pleje i den? Hvis nu den dejlige gamle seng fra det dejlige, velkendte soveværelse ‘derhjemme’ nu er den, man sover bedst i, hvorfor må man så ikke have den med?

I den tid, jeg har arbejdet på plejehjem, har jeg aldrig set nogle flytte ind med deres egen seng eller deres eget natbord. Jeg har heller ikke hørt mange nævne, at “de har sovet dejligt”… Hvorfor er det, vi har så travlt med at ensrette helt ned til madras-tykkelse? Når nu Elly eller Alexander kan komme op at sidde på sengekanten med bare en enkelt hånds hjælp, er der så nogen grund til, at de skal sove i fællesskabets sengedesign?

Og sådan kunne man blive ved…

Jeg er ikke antropolog eller på anden måde nede i det socialdemografiske hjulspor, men jeg undrer mig over, hvorfor vi skal være så pokker ens, og hvorfor der er så lidt respekt for det individuelle. Der bliver lavet undersøgelser og uddelt spørgeskemaer, og man bryster sig af, at man har spurgt de ældre om, hvad de vil have og sågar lyttet til dem, men har man på noget tidspunkt spurgt dem, om de var interesseret i at hænge individualismen uden for døren? Om de havde forudset, at deres alderdom skulle tilbringes i samme farver, i samme stilhed og i samme slags sko – som alle de andre på plejehjemmet? Tænk, det tror jeg ikke.

Ensartethed skaber besparelser

Noget siger mig, at man for mange år siden i kommunerne besluttede, at ensartethed kunne skabe mulighed for besparelser. I dag får alle varmet deres vakuumpakkede mad i en mikrobølgeovn. Alle får 35 minutter til rengøring, 5 minutter til støttestrømper og 17 minutter til et bad.

Der er ingen, der kan bytte de 17 minutters bad ud med 17 minutters højtlæsning eller de fem minutters støttestrømpe med fem minutters kombineret fodmassage… for det vil betyde, at man skulle kigge op, og kigge på, det enkelte menneske. At man skulle forholde sig til det individuelles behov, lyst og længsel og ikke til visitationens smørrebrødsseddel af tilbud.

Men det tør man ikke – og det gør man ikke, for ”sådan plejer vi ikke at gøre her…”

Jeg flytter ind med egen seng og personlighed.

Jeg ved ikke med jer, men mig får de ikke ned i et par joggingbukser og sko med velcrolukning! Og det bliver ikke mig, der kaster den første ærtepose eller slår flikflak over ballondansen. Og plejesengen med den dårlige madras kommer ikke med i min aftenbøn uanset, hvor rengøringsvenlig den må være!

Men når jeg engang om mange år flytter ind i kommunens søgelys, så bliver det med hornmusik, egen seng, hyldemeter af personlighed, og retten til at være mig.

Nu er I advaret!