Det Gode Liv: Chip mig eller brændemærk mig – jeg skal bare findes

Demente ældre, der forsvinder fra deres plejehjem, er et tilbagevendende problem. Modelfoto: mostphotos

Denne uges Det Gode Liv handler om de ofte demente ældre, der slipper væk fra det travle plejehjemspersonale

Af sygeplejerske Jill Trolle, indehaver af Trolle Care
Der går næsten ikke en uge, uden at man i aviserne eller på sociale medier læser om, at ‘Frede er forsvundet fra sit plejehjem’. Eller ‘Åse med demens går rundt ude i mørket i natkjole og sutsko, hvem har set hende’?

Det er en uholdbar og utryg situation for den demente, men i sandhed også for de pårørende og personalet. Mange råber op om, at der skal bare flere af de varme hænder til, så vil den slags ikke ske. Det er muligt, men det er urealistisk. Lad os derfor se realiteterne i øjnene og se at få fundet chippen frem, så vi kan blive fundet, inden mørket falder på og kulden sætter ind.

Lad os gå lidt tilbage i tiden

I dag er det snevejr, og det er minus 4 graders frost uden for. I morges, da jeg kørte på arbejde, sørgede jeg for at pakke mig godt ind i en varm frakke og varme støvler.

I Radioavisen messer de om vigtigheden af at have en termokande varm kaffe med og ekstra tæpper i bilen, hvis man skulle køre fast og have brug for vejassistance, som der kan være nogen ventetid på.

Og alt imens det sker, så sidder Bente og kigger ud gennem de store glasdøre i plejehjemmets hall. Vi ved ikke, hvad hun tænker – Bente er dement og siger ikke så meget.

Hun mærker ikke kulden slå op på hendes ben og fødder, når dørene går op og i. Hun ser lyset, og måske er hun i tankerne på vej hjem. Eller på vej for at besøge noget familie.

Når dørene glider op igen og nye gæster kommer på besøg, smutter Bente ud. Hun føler ikke, hun stikker af eller gør noget forkert, hun skal bare noget.

Måske er der en alarm, som registrerer, at Bente er gået, måske ikke. Personalet har travlt med at lifte Gurli i seng, hjælpe Hans til rette i hans lænestol, tænde Gretes TV og trøste Otto, som pludselig er ramt af sorg over, at hans elskede gennem 45 år er død. Alarmen forstummer, og ingen tænker på Bente.

Personalet begynder at gøre klar til middagen – der dækkes bord, skramles og rumsteres samtidig med, at beboerne bliver hjulpet på plads i spisestuen.

Men én stol står tom. Personalet går ned på Bentes stue, men hun er der ikke – man leder i hallen, i tv-stuen, i kælderen, og der bliver ringet til de andre afdelinger, men der er ingen Bente.

Imens denne søgen og leden pågår, tusser Bente lidt forvirret rundt. Måske er hun ikke helt klar over, hvor hun er, og hun kan sikkert ikke genkende de omgivelser, hun går rundt i.

Det kan også være, at hun er begyndt at fryse, men alle dem omkring hende har så travlt og ænser ikke en ældre dame i sutsko.

Tiden går på plejehjemmet – personalet er begyndt at blive alvorligt uroligt – der bliver ringet hjem til en afdelingsleder, som ikke tager telefonen, så til slut tør personalet ikke vente længere – de ringer til politiet.

At huske Bentes påklædning er lidt svært – var bukserne blå eller sorte? Har hun sin vest på, og hvad farve er den nu? Der bliver dog lavet et signalement, og politiet kan efterlyse Bente i deres radiosystem.

Nu er det blevet mørkt, og Bente kan mærke kulden. Hun ved ikke, hvor hun er, og hun er forvirret over alle de nye indtryk, hun får på gaden. Hendes instinkt bringer hende ind i en opgang, hvor der ikke er dørlås på. Hun går ind og kryber sammen ved den blå barnevogn, som er parkeret til højre for trappen. Bente er træt, der har været mange indtryk, hun har brugt mange kræfter på at holde balancen og på at gå de mange skridt. Hun lukker øjnene, imens suser en politibil forbi ude på gaden.

Varme boller og et knus er ikke nok

Alt imens Bente sidder i en opgang og fryser, og Frede går forvirret rundt ude på landevejen, kan diskussionen lystigt fortsætte om behovet for flere varme hænder, nybagte boller og geder, der kan klappes, godt spædet op med angsten for udvikling og ministre, der hopper rundt på demensmåtter.

Det sker, imens man nærmest som en fodnote kan få dejlige historier om kommuner, som rent faktisk har taget initiativ til at tage førergreb på teknologien og forsøgt sig ud i GPS-chipning.

Kommuner, som erkender manglen på ressourcer, tager et reelt ansvar, og de ved godt, at det er urealistisk med flere hænder – for det er ikke et spørgsmål om flere hænder – de skal også være kvalificerede og have lyst til og brænde for deres opgaver i lidt mere end fire måneder af gangen.

Og indtil det fatamorgana kan materialisere sig i virkeligheden, bliver vi nødt til at have en plan B, og plan B er teknologi.

Er jeg den eneste, som bliver bange?

Når man kender til systemet inde fra – og det er ikke kun os sundhedspersonale, som gør det, det gør også pårørende – så kan tanken om alderdom godt være en anelse angstprovokerende.

Og skal man så oven i købet være bange for at blive dement, og glemt i en snedrive, så er det lige før, det kalder på angstdæmpende medicin.

Det er ikke videre hensigtsmæssigt, så skal vi derfor ikke prøve at vende diskussionen fra at tale om fantasier til faktaer – og i al hast få indført chipning?

Jeg kan i al fald med sikkerhed sige, at med mig må I gøre, hvad I vil.

I må bare ikke lade mig gå rundt i sutsko og med angst i blikket.