Det Gode Liv: Pludselig kom det til mig… overstimulering

Det er en fejl at frygte overstimulering af de ældre på plejehjem, skriver Jill Trolle. Modelfoto: mostphotos.com

Livet er ikke slut, fordi man bor på plejehjem. Ældre mennesker skal ikke have ro. De skal have gode oplevelser, og de tager på ingen måde skade af stimuleringer. Sådan lyder rådet fra denne uges klummeskribent

Af

Jill Trolle
indehaver
Trolle Care

 

Godt nytår alle sammen.

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år. Nogle af jer har måske gjort jer nogle overvejelser over, hvordan det kommende år gerne må tegne sig, mens andre igen blot flyder med og nysgerrigt ser, hvad der vil ske.

Jeg ved, at nogle af mine medskribenter lægger gode planer for, hvad de vil skrive om i god tid. Det evner jeg desværre ikke – en evne, jeg heller ikke praktiserede, da jeg gik i gymnasiet, på universitetet eller sygeplejeskolen – alle skriftlige opgaver blev lavet i sidste øjeblik, og ofte inspireret af hvad jeg så, hørte eller oplevede. Og sådan er det stadig og har været igennem de sidste 3½ år, hvor jeg har skrevet her i Det Gode Liv.

Tom i blikket

Nu har det været jul og nytår, og landet har vel egentligt været på en dejlig lang ferie, og derfor har der nok været lidt langt mellem inspirationssnapsene, lige indtil jeg for en god uges tid siden talte med en sygeplejerske fra et af kommunens plejehjem.

Et ualmindeligt sødt menneske, som sagde mange gode og rigtige ting, lige indtil hun nævnte ordet ‘overstimulering’. Da det ord i den pågældende kontekst ramte mine trommehinder, er jeg overbevist om, at jeg blev ualmindeligt tom i blikket og visuelt kunne have fulgt mine mundvige pege mere og mere nedad.

Der er ingen fare på færde

Plejehjemsbeboere i dette land og i denne kommune er ikke i nærheden af at være overstimuleret. Hvis man som personale går rundt og er bange for at forstyrre og involvere beboerne med risiko for overstimulering, så er det ikke kun døgninstitutioner for handicappede børn og unge i kommunen, som bør komme på dagsordenen, så er det i sandhed også aktivitetsniveauet på plejehjemmene, der bør ses efter i sømmene.

Og er man pårørende til ældre mennesker med en fredelig demens, parkinson, hjerneblødning eller andet, så tro mig, jeres elskede kære er ikke i nærheden af overstimulering.

Overstimuleringens fakta

Egentligt tror jeg slet ikke, jeg forstår, hvordan sådan et ord på nogen måde er en del af fagsproget på en helt almindelig plejehjemsafdeling i en helt almindelig konservativ kommune, hvor udvikling på ældreområdet går rundt regnet lige så hurtigt, som det tager at gå på stylter fra Femvejen til Klampenborg Station.

Når vi taler om ældre og overstimulering, så er det, når vi taler om mennesker med en demenssygdom, hvor de som en del af sygdommen reagerer kraftigt og måske selvdestruktivt på: mange mennesker, mange stimuli som lyde, farver og lys. På mange spørgsmål og dermed valgmuligheder, som der afkræves et svar på, omskiftelige omgivelser og fysiske positioner, hvor de ‘skal noget’, som de ikke kan forstå hvad er eller skal gøre og derfor ikke kan forholde sig til.

Den slags stimulering kan give uro eller angst, vrede eller måske sorg og alt sammen, fordi de kognitivt ikke længere kan følge med

Uro kan jo også skyldes kedsomhed

Fredelige ældre mennesker med en stille demenssygdom, hvor nogle kan huske, andre kan ikke. Hvor de fysiske færdigheder er begyndt at sakke lidt bagud og hvor det kan knibe med at gribe en kniv og gaffel og være selskabelig, måske hører fortiden til, er STADIG mennesker, som gerne vil opleve andet og mere end de fire vægge i dagstuen på plejehjemmet.

Som OGSÅ har behov for at være en del af noget socialt eller genkendeligt og livsgivende fra det tidligere liv, som måske udstillinger, koncerter, teater, frokoster og gudstjenester ude for plejehjemmets mure. Og disse mennesker tager på INGEN måde skade af stimuli. Er de urolige, kan det i lige så høj grad skyldes kedsomhed.

Sulter man disse mennesker på deres intellekt og deres færdigheder, så de reagerer uhensigtsmæssigt, så bør man som det første re-tænke sin pleje! For så er det på tide at kigge indad og spørge sig selv, om man som leder og fagperson, gør det godt nok. Man skal ikke trække ‘overstimuleringskortet’. Og jeg er ked af at sige det, men uagtet mange fine rapporter og evalueringer, så er barren sat alt for lavt!

Giv den nu gas

Jeg kan godt selv læse, at dette indspark ikke er særlig opmuntrende, eller er det? Jeg vil i al fald meget gerne opmuntre alle pårørende til, som et ekstra nytårsløfte, at tage fat i Bedste, farmor, mormor, farfar, far eller moster og inkluder dem et par gange om måneden eller mere!

Det kan godt være, at håret ikke længere sidder så pænt og at joggingbukserne sidder skævt og skoene er plettet, Men I skal ikke skamme jer, for den eneste respons, I vil få fra verdenen omkring jer, er respekt! Respekt, fordi I stadig inddrager og udviser omsorg og kærlighed for jeres elskede, men måske ikke længere så perfekte ældre. Så giv den nu gas – der er ved gud ingen, som trives med ro 24 timer i døgnet.

En god kultur

Det vil også være en god kultur eller tradition, om man vil, at få ind i familien – og som forhåbentlig kan bringes videre til næste generation – at vi lærer vores børn og børnebørn, at fordi man bor på plejehjem, så er livet ikke slut, det leves bare lidt langsommere, men ikke nødvendigvis mere kedeligt.

Det kan jo være, at det kan gå hen og blive lidt sjovere og noget mere stimulerende at blive gammel og bo på plejehjem!