Det Gode Liv: Opskriften på et langt liv kunne være…

På Sardinien bliver de gamle. Måske, fordi de er gode til at passe godt på hinanden. Modelfoto: Getty Images

Det Gode Liv handler i denne uge om livet selv. Hvad er det, der giver os livskvalitet – og hvad gør os gamle?

Af Jill Trolle, sygeplejerske og indehaver af Trolle Care

Ja, hvad er egentlig opskriften på et langt, men også et lykkeligt liv?

For et stykke siden poppede der en artikel op, som tilsyneladende beskrev det faktum, at mange på den smukke middelhavsø Sardinien bliver meget gamle. Men det er ikke kun i det varme syd, at mange kan fejre den flotte runde dag, også i Danmark bliver vi nogle gamle tudser.

Spørgsmålet er blot, hvor det er sjovest at blive gammel og om der er noget, vi kan gøre for at nå så langt.

Alder(dom)

Heldigvis har vi ingen anelse om, hvad der rammer os i livet. Når vi som unge og frygtesløse kaster os ud i livet og tager en dag ad gangen med de udfordringer, vi bliver mødt med, men egentlig for størstedelen af tiden blot træder på bau-wau-pedalen og lever i overhalingsbanen, er tanken om en alderdom lige så langt væk som toppen til Himalaya.

Vi jagter den rynkefri hud, den slanke krop, de sunde grøntsager og det gode selskab – og jeg tror ikke vi gør det, fordi vi er ved at sætte i banken til vores alderdom, men fordi vi i et meget langt stykke i vores liv lever i nuet og derfor bliver trætte og tissetrængende, når pensionsrådgiveren ringer.

Men på det tidspunkt er der alligevel overskrifter, som fanger vores opmærksomhed. Overskrifter som ‘Sådan får du et langt liv…’ eller ‘På Sardinien bliver de meget gamle…’

For jagten på det lange liv – det jager langt størstedelen af os. Der er ikke nogen, der synes, at udsigten til en étværelses med jordvarme midt i alt det dejlige, er særlig opmuntrende. Så kan man finde opskriften og dermed udsætte den sidste flytning, så er lykken næsten gjort.

Men hvad siger videnskaben?

Videnskaben er et vidt og bredt begreb, og det samme er dens forslag til det lange liv. Men alligevel slås det fast, at vejen til de 100 år groft sagt kan deles op i to etaper. Og de af jer, som årligt sidder klistret til skærmen i juli måned, vil vide hvad jeg taler om, når jeg drager min sammenligning. Første etape fra 0 til 90 år er at sammenligne med turen til Alpe d’huez, og den sidste etape fra 90 til 100 år, er en tur til Mont Ventoux.

Man kommer ikke der op på sit glatte ansigt! Det kræver mod, glæde, sorg, kampgejst, tillid, kærlighed og tårer i rigelige mængder.

Derudover er der de mere velmenende gode råd og retningslinjer, såsom at holde sig fra det usunde, spise varieret, dyrke motion og få skoddet smøgerne. Det er trods alt de færreste, som når toppen af bjerget med 20 Kings i brystlommen.

Men hvad sker der på Sardinien…

På Sardinien hviler de ikke på de statistiske laurbær. De har stadig travlt med at leve sundt. De knokler rundt for at holde gang i produktionen af grøntsager og frugter. Og spiser for størstedelen udelukkende kød og mælk fra lokale producenter.

Og… så er de så heldige, at man har fundet ud af, at den sardinske rødvin spiller en særlig gunstig rolle, idet den har en forebyggende virkning på hjertekarsystemet.

Men det her er jo alt sammen kun de ydre faktorer – der skal mere til for at nå bjergtoppens tinding, og det ved man på Sardinien, derfor holder man godt fast i de sociale relationer! Man beholder sin rolle i samfundet, og man besøger hinanden, mere end blot til jul og fødselsdag. Og jeg tror ikke, det er for at spare op til alderdommen, men fordi man oprigtigt gerne vil hinanden!

Der er flere steder skrevet, at netop det at have en stærk og kontinuerlig social relation med familie og venner har overordentlig stor betydning for længden af livet. Det er svært at finde biologiske årsager til, at man kan blive gammel, hvis man har et kærligt og nært netværk, men noget tyder på, at man er mere modstandsdygtig over for sygdom.

Hvad er opskriften så?

Der findes ingen skudsikker opskrift på et langt liv, men der findes en masse gode råd, som man helt sikkert ikke dør for tidligt af at følge, og så findes der oprigtig interesse for vores nære og kære, som kan gøre det lykkeligt!

Jeg har været sygeplejerske i 20 år, og jeg har aldrig oplevet mennesker, som på deres dødsleje fortrød at have brugt for meget tid på deres familie og venner. Omvendt har jeg heller aldrig mødt mennesker, som beklagede sig over for meget besøg og medinddragelse i familielivet.

Til gengæld har jeg set alt for mange ældre mennesker, i eget hjem eller på plejehjem, sidde alene og kigge langt efter døren og et velkendt ansigt. Og hvad er så glæden ved at være hundrede år, hvis man ingen plads eller rolle har i samfundet? Og hvis man med sin fine dåbsattest i hånden er blevet parkeret med ryggen til resten af livet!

Når låget klappes i

Vi skal være bedre til at passe på hinanden, for økologiske grøntsager og Christiania-cykler redder ikke glæden ved et langt liv – tværtimod, så kommer livet til at stramme om skuldrene.

Vi skal ære og elske hinanden uanset alder, løse tænder og grad af inkontinens. For når først vores elskede mor eller faster ligger i sengen med det hvide lagen over kroppen og hænderne foldet om en rød rose, så er det saftsusemig for sent at tænke i søndagsmiddage, udflugter til pluk-selv-jordbær og Tivoliture!