Mød Birthe og Bodil, hvis barndomsvenindeskab blev vævet ind i en ny form med hjælp fra Trolle Care 

Fra leg og skolegang til pleje og ansvar 

Birthe og Bodil boede tæt på hinanden som børn. De var jævnaldrende og fulgtes ad i tykt og tyndt -gennem skoletid, fritid og de første år af voksenlivet. 

Siden tog livet dem i hver sin retning. Bodil flyttede til en anden landsdel og stiftede familie. Birthe blev boende hos sine forældre, og efter deres død blev hun i huset alene. Trods geografisk afstand forblev Birthe en vigtig del af Bodils liv – og en naturlig del af familien. 

Men med alderen og en begyndende demens blev hverdagen sværere at håndtere for Birthe. Først blev kørekort og bil opgivet med modvilje. Senere – da hjemmehjælpen insisterede – flyttede hun på plejehjem. Det lå langt fra Bodil, og Birthes netværk var skrumpet ind. Bodil og hendes familie hjalp med flytningen, og herefter blev det hende og hendes datter, der varetog den gamle venindes forretninger. Alt var forberedt – for det skylder man hinanden. 

De sidste syv år boede Birthe på et plejehjem sammen med andre demensramte. Til en vis grad var hun velpasset. Men som sygdommen skred frem, blev det sværere for hende at få noget ud af samværet med de andre beboere. Personalet havde travlt. Derfor besluttede Bodil at søge en anden form for kontakt og støtte. 

De sidste syv måneder af Birthes liv kom en Personlig Assistent (PA) fra Trolle Care hver fredag. Stort set altid den samme.  Ifølge Bodil var denne ”en-til-en”- kontakt virkelig god for Birthe. Hver fredag blev der gået tur, kigget billeder i avisen og holdt orden i skabene. Den overkvalificerede PA – som Bodil selv formulerer det – holdt øje med det hele: blomsterne blev vandet, sokkerne sorteret, og alt det personlige var i orden. 

Det betød, at der var ro og overskud til hygge og nærvær, når Bodil kom på sit månedlige besøg. Hun beskriver Trolle Cares PA som et kolossalt godt match med den demente kvinde, der fandt glæde i praktiske gøremål og trygheden i en fast rytme. Efter hver fredag tikkede en sms ind til Bodil med en lille rapport om dagen. 

Tryghed på afstand 

“For mig var det virkelig en tryghed, og det fjernede noget uro omkring, at vi så for lidt til hende. Det gav en vældig sikkerhed – for der er grænser for, hvor mange gange man kører til København på en måned,” siger den nu over 80-årige veninde. 

I dag erkender Bodil, at hjælpen måske kom lidt sent. For det gik hurtigt ned ad bakke. Personalet på plejehjemmet blev opmærksomme på, at Birthe hurtigt blev dårligere – og i den sidste tid udviklede hun også kræft. 

Men helt til det sidste bevarede hun sin ro. Hun råbte aldrig op eller krævede noget særligt – sådan som den pæne pige, hun var, fortæller Bodil. Men hun var først og fremmest glad. 

Sådan blev det sidste kapitel skrevet – med faste fredage, stille tilstedeværelse – og et par øjne, der så hende. Ikke bare som beboer, men som det hele menneske, hun var. 

Birthe forlod sin livslange veninde tidligt i 2025. Deres venskab holdt hele vejen. 

(Vi lover vores klienter fuld diskretion, og derfor er navnene i denne historie ændret) 

Fredage blev til øjeblikke, som strakte sig udover tid og omfavnede værdigheden 

Når livet langsomt ændrer form, og hverdagen begynder at glide ud af hænderne, risikerer man også at miste kontakten til det, der gør én til den, man er. 

Hos Trolle Care møder vi mennesker med respekt, kontinuitet og nærvær – også dér, hvor sygdom og svækkelse har fjernet ordene. Vi tror på, at personlig kontakt uge efter uge, blik efter blik, kan skabe ro, tryghed og værdighed i en tid, hvor det ellers let kan forsvinde. 

Vores personlige assistenter gør ikke det hele, men de gør en forskel, der kan mærkes stort.