Tegning af ældre mand med gangstativ på stranden

Pludselig er tre år gået, måske i raskt tempo, måske har det været en ørkesløs vandring, men uanset vejen til målet, så er der nu under én måned til du står som student. Du vil bestemt blive fejret, men nok på en noget anderledes måde en de studerende fra året før.

Men student, det bliver du også selvom Coronaen har smækket en del døre i og måske også midlertidigt til dit studenter-drømmejob. Og turen til Maldiverne eller Ibiza er formodentligt sat på signal, men der er én ting du kan gøre og som vil betyde alt for nogle mennesker som med garanti elsker dig over alt på jorden… du kan genstarte dine bedsteforældres fest.. for de er stadig unge, men blot i en lidt mere krøllet krop…

Et par bønner er sendt afsted

Tanken er på ingen måder at gå i rette med det politisk makværk som pt udspiller sig på Christiansborg. Til det er der rigeligt med tastatur-krigere som raskt væk smider deres meninger ind i bålet eller bokseringe, om man vil. Men det skal ikke afholde mig fra at sende en halv snes bønner afsted til de højere sundhedsfaglige magter med håb om at du som student, må bestige lastbilernes bøge-pyntede lade, hvor læssevis af kolde bajer og højtalere så potente som en V8’, brager derud af med glade og hoftevridende rytmer.  For du og alle dine medstuderende for tjener at danse, feste, kysse, grine, græde, kramme og fejre. Og imens skal alle vi andre dytte i bilhornene, smile og vinke til dig når du og din klasse kommer blæsende igennem kommunen – for en gang var det os, dine forældre, engang var det dine bedsteforældre eller måske oldeforældre. Alle har vi været unge og grænseløse som dig, og overbevist om at vi som Jesus kunne gå på vandet, med eller uden tøj på og var promillen høj nok, så kunne vi såmænd i bedste Moses-stil, skille vandene.

Efter festen…

 I 1980 sang Sanne Salomonsen sangen Efter festen. En sang som så fint kunne beskrive morgenerne efter alle studentergilderne – det sorgløse, det grænseløse og den unge og smukke forelskelse, for… vi vil bare ud og mærke solen….. Samme følelsesregister gjorde sig helt sikker gældende da Elvis, The Beatles, Rolling Stones eller Otto Brandenburg gav den gas bag mikrofonen. Alle har tonerne appelleret til vores følelser og drømme. som i dag har sat sig som varige og meget betydningsfulde minder fra vores ungdom.

Men efter festen kan også nemt få en anden og noget mere vemodig klang – for er livet festen, og ender den når man bliver gammel? Det gør den bestemt ikke for alle, men det gør den for nogle. For mange ældre på plejehjem, i beskyttet bolig eller som bare sidder mutters alene i hus eller lejlighed, er festen i den grad slut. 

Kære student

Inden festen sluttede, da var det din morfar eller oldemor som til tonerne af rock eller beat, dansede på bordene, præcis som du sikkert gør. Det var dem der smed alle kludene og kun med studenterhuen på, løb om kap til det kolde havvand. En atletisk øvelse du med garanti også komme til at gøre. Og det var også din morfar som kyssede, måske din mormor i genskæret fra solnedgangen. Og det er der også en overvejende sandsynlighed for at det er dig som kysser din ungdoms udkårne. Og mon ikke også at din oldefar har stået med en kold øl fra Stjernen eller Carlsberg, og med huen på skrå fortalt røverhistorier, imens han har kigget langt efter din oldemor? Og røverhistorier, dem kan du sikkert også nogle stykker af.

Med andre ord, vi dine forældre men også dine bedste- og oldeforældre har også været unge engang. De har også suget livet ind gennem næseborene, mærket sommerfuglene i maven og trukket maven ind når ham eller hende den lækre gik forbi. Og musikken har spillet og drømmene har kørt præcist lige så hurtigt som Louis Hamilton gør i sin Mercedes Formel 1 racer.

Måske er der stadig lidt fest…

Men hvem afbrød festen? Var det alderen eller kroppens manglende formåen? Var det ensomheden, sygdom eller hukommelsen, som slukkede for musikken, pustede lysene ud og stod klar med overfrakken?

Jeg ved det ikke, men du kære student, har nu en helt enestående mulighed for at genstarte noget af det der var engang. For du kommer med al sandsynlighed ikke til hverken Maldiverne eller Ibiza i år, det har Coronaen formodentligt sat en brat og voldsom stopper for, men til gengæld har du nu en fantastisk mulighed for at hive din morfar eller oldemor ud af plejehjemmet, lejligheden eller huset. Og i bare nogle få dage give livets fest en omgang effektiv hjertemassage. 

Få kørt kørestolen eller rollatoren helt ned til vandkanten, så de med de bare tæer kan mærke det kølige vand (og nej, de får hverken lungebetændelse eller dør af det – tværtimod, så liver de nok lidt op). Lad dem sidde ved det bål I laver sammen, og rist pølser eller snobrød og nyd solnedgangen. Det kan godt være de falder i søvn og der går ild i pinden med pølser, men tro mig, det er den bedst søvn de har haft i meget lang tid. Lad dem også dufte til de nye danske jordbær og du smækker bare godt med fløde på inden du serverer dem, det har ingen taget skade af. Og sørg så for at der er en kold øl og lidt god musik fra dengang. Lyt til dem, tal med dem. Det kan godt være at noget af det er noget gevaldigt vrøvl, men det er lige meget, smil, grin og giv et kram, for det er jeres og deres fest. 

Dine bedsteforældre er unge som dig, men blot i en krøllet krop. I vores samfund er der uendeligt kort til andre mennesker, men frygteligt langt til oprigtig opmærksomheden ….og fest…

Tillykke med din studentereksamen, og glem nu ikke de gamle i familien… 

To top