Vores Liv, Vores Hjem, Vores Øl…?

Mange mærker slet ikke den spirende ensomhed, før den for alvor har bidt sig fast og er blevet en farlig ven, skriver Jill Trolle. Modelfoto: mostphotos

Jill Trolle vil bo i seniorkollektiv, når hun bliver gammel. Det fortæller hun om i denne uges Det Gode Liv

Mon ikke mange af os husker Carlsbergs TV-reklame fra sluthalvfemserne med folkekære Ulf Pilgaard som spydspids. Og mon ikke, vi i særdeleshed husker, hvordan reklamen i ganske få sekunder inviterede os ind i fordommenes kollektiv, Mao, hvor alt lige fra tandbørste til ubetalte licensregninger var fælles… men dog ikke øllene!
I al fald var det den første tanke, der slog mig, da jeg i radioen forleden hørte om Realdanias nye, fine initiativ i bestræbelsen på at bekæmpe ensomhed og styrke livskvalitet blandt ældre. Fonden vil bygge flere seniorbofællesskaber – flere Mao’er!
Der var engang en præst, som sagde til mig, at “mennesket er ikke bygget til ensomhed, men til tosomhed…” Men hvorfor er det så, at der i dag ifølge Ældre Sagen er mere end 33.000 ensomme ældre, mere end 3.500 mennesker, som dør mutters alene, og at der ifølge Sundhedsstyrelsen er mere end 770 mennesker, der dør for tidligt som følge af ensomhed? Egentligt tror jeg, at antallet af ensomme er sat meget lavt!

Ensomhed er en farlig ven

Mange mærker slet ikke den spirende ensomhed, før den for alvor har bidt sig fast og er blevet en farlig ven. Man går måske alene omkring efter en ægtefælles bortgang, eller lidt for mange kirkelige afskeder med de mange gamle og kære venner.
Vi ved jo godt, at når vores livsledsager dør, så efterlader det et klaustrofobisk tomrum, også selvom man brugte de sidste 10 år på bare at grynte til hinanden. For han var der, da du vågnede, og han var der, da du lagde dig til at sove.
Nu er han væk, og vennerne slipper også livet, en for en. Familien har travlt, og pludselig hører man kun sin egen stemme tale om alt lige fra amerikansk præsidentvalg, vedligeholdelse af rollator og til de gode tilbud i Irma.
Det kan også være vores fysik, som pludseligt eller gradvist forhindrer os i at komme ud i fællesskabet. En operation, smerter, dårlig fysik, besvær med at holde på kop eller bestik mm. kan desværre også have den konsekvens, at vi isolerer os og opgiver at komme ud af døren.
Risiko for depression, hjerte/kar-sygdomme og stofskiftelidelser er overordentlig forhøjet, når man er ensom. Men man sidder også alene og brænder inde med en masse uvurderlig menneskelig rigdom. Var det pengesedler, så ville vi aldrig sætte ild til dem, vel? Men vi sætter, i overført forstand, ild til vores helbred.

Overflødighedshorn af oplevelser

Alle mennesker har noget at kunne give et eller flere andre mennesker, og det uagtet, om man er fra den danske landadel eller i 40 år har sagt “kontant eller på konto, hr., og skal varen pakkes ind…”
Vi må aldrig miste troen på, at vore forskelligheder – og det faktum, at vi er et omvandrende overflødighedshorn af oplevelser, historier, billeder, situationer og familie – bidrager i rigt mål til vores dannelse, udvikling og fællesskab.
Og det gælder også, selv om vi er gået ind i det 3. eller 4. kvartal af vores liv, for med hånden på hjertet… SÅ tit kommer ingen af os, trods alt, i Rigsarkivet.
Og egentlig, vigtigst af alt, når vi er sammen med andre mennesker og dermed indgår i en relation, så forebygger vi ensomhed, og med en begrænset mængde ensomhed i vores liv har vi også en begrænset risiko for at dø ensomme, som vel egentlig rangerer temmelig højt på et af livets sidste ønskesedler.

En barriere for fællesskabet

Har nogle af jer egentlig tænkt på, at når vi kommer på plejehjem, så flytter vi faktisk ind i en eller anden form for kollektiv? Desværre er vi nok bare nået til et stadie i vores liv, hvor der er begrænset med saft og kraft på batteriet til at få det fulde og fantastiske udbygge af fællesskabet.
Og dernæst, så har vi heller ikke nogen større indflydelse på, hvem vi vil bo sammen med, hvad vi vil have at spise, eller om der skal være roser eller rododendron i haven.
Men hvorfor flytter vi så ikke i kollektiv noget før? Hvorfor er det, at vi klamrer os til ‘vores dejlige lejlighed’ eller ‘vores hus på 500 kvm’, hvor trapperne er blevet en pinsel, slagene fra uret larmer, man ligger i ske med ensomheden, og vedligeholdelsesudgifterne til bopælen overstiger prisen på en ny Samsø Bro?
Er det vores kulturelle lukkethed, reservation eller usikkerhed over for andre mennesker, og måske konservatisme og angst for at prøve noget nyt, som i virkeligheden afholder os fra at forebygge ensomhed og dermed stadig mærke og opleve, at vi har en berettiget plads i samfundet?
Er det kun på film, at vi kan finde ro, glæde og grin i at opdage nye sider af os selv og vores medmennesker?

Jeg tror på fællesskabet

Uanset i hvilke lag, vi sygeplejersker bevæger os rundt, så møder vi ensomhed, og hver evig eneste gang, så gnaver det i os, når vi skal skrive “…patienten er alene og kan derfor ikke udskrives til eget hjem…”
Og så kan patienten være hovedrig eller ludfattig, det pågældende menneske er ALENE! Der er ingen, der venter med glæde og gensyn efter en hospitalsindlæggelse. 
Men hvis nu den pågældende boede i et kollektiv, eller et seniorbofællesskab, så kunne patienten komme hjem til sig selv, hvor der er den absolut bedste heling og restitution – der, hvor man er tryg.
Jeg er 47 år og bestemt i min bedste alder. Men børnene bliver store, frisøren kæmper med at få dækket de grå hår i siderne, huden på håndryggen er ikke så fin og glat, som den var engang, og pludselig så er det mig, der ligger i ske med ensomheden!
Den situation vil jeg ikke ende i. Jeg vil, at min mand og jeg skal blive en del af et fællesskab, hvor vi ikke er ensomme, selvom vi har lukket vores dør. Hvor vi sammen kan hjælpe hinanden igennem svære, men også glædelige tider. 
Hvor jeg kan være med til at bestemme, hvad vi skal have at spise til morgen, frokost og aften, og hvor det er mine nye såvel som gamle venner og ikke den kommunale ergoterapeut, som lærer mig at snøre mine sko efter en hjerneblødning. 
Jeg vil bo et sted, hvor mine børn ikke skal have dårlig samvittighed, når de kører fra mig, og hvor jeg eller min mand kan gå rolige i døden, fordi vi ved, at den anden ikke bliver efterladt alene.
Jeg vil bo i kollektiv, når jeg bliver ældre, og jeg deler gerne min øl med mine bofæller.

læs artiklen i lokalavisen