Deprimeret og ikke dement

Mange ældre har ondt i sjælen og er deprimerede, og alle vi andre er slet ikke gode nok til at se det. Det handler Det Gode Liv om i denne uge. Tegning: Jon Skrantskov

I dagens Danmark begås hvert tredje selvmord af en ældre, og man anslår, at ca. 100.000 ældre går rundt med en ubehandlet depression. Især ældre på plejehjem er hårdt ramt. Det ser jeg på i denne uge og næste gang, det er min tur i Det Gode Liv – for en d

Jeg faldt forleden over en artikel med overskriften ‘De ældres depression er et overset problem’. Et ganske interessant emne, som fik mig til at grave lidt dybere, ikke bare i emnet, men også i de 20 år, jeg snart har været sygeplejerske, for hvor mange har jeg overset?
Hvor mange gange har jeg sammen med de pårørende og resten af personalegruppen blot istemt koret og sunget med på sangen om, at Fru Jensen er blevet gammel og måske også lidt dement… men Fru Jensen har måske i virkeligheden haft en depression? Den tanke er ikke rar… 
Ældre Sagen mener, at ca. 100.000 ældre har en depression, og at depression næst efter demens er den mest almindelige psykiske lidelse blandt ældre.
Forsker Elene Fleischer kan i sine studier se, at mere end 200 ud af de årlige 630 selvmord i Danmark (2005), bliver begået netop af ældre på +65 år. Læge Jens Kronborg Djernes mener, at hele 17 procent af alle ældre har en uopdaget depression.
Det er skræmmende tal, og det berører for mange – ALT for mange, for det er stadig kun meget få, som kommer i behandling. Enten vil de ikke selv, eller også skønner familien – ikke af ond vilje – at det ikke er nødvendigt, fordi de er gamle og snart skal dø. Endelig kan det skyldes, at depressionen slet ikke bliver opdaget.
Men hvis man som barn, ung og midaldrende kan få en depression pga. stress, pres, forandringer, sygdom, sorg, angst for ikke at kunne slå til mm. – hvorfor skulle et ældre menneske så ikke også kunne få en depression?
Man er måske ensom, har fået en eller flere kroniske sygdomme, har kroniske stærke smerter, er blevet afhængig af hjælp, så hoveddøren er skiftet ud med en svingdør, familien bor langt væk, veninderne er døde, og næste station er plejehjem, hvor mange ifølge litteraturen er i højrisiko for at få en depression, oftest fordi man må opgive sin selvstændighed.
Så sandsynligheden er bestemt til stede for, at man som ældre kan få en depression.

Svær at opdage

Det er ikke kun blandt den yngre del af befolkningen, at nogle synes, at en psykisk sygdom er en pinlig affære og noget, man har meget lidt lyst til at tale om. Det ses også i den ældre del af befolkningen.
Mange ældre går og putter med symptomerne og har ikke lyst til at tale med nogen om det, selv om de kan have det rigtig skidt. I stedet bliver symptomerne kanaliseret over på fysiske sygdomme, for det kan mange langt bedre forholde sig til, og resultatet er derfor, at mange er i medicinsk behandling for noget, de rent faktisk ikke fejler.
Mange ældre er også i medicinsk behandling for fysiske sygdomme, som dermed slører billedet af en depression, hvilket gør det til en ret kompliceret opgave for eksempelvis plejepersonalet og/eller den praktiserende læge at opdage depressionen og dermed iværksætte den rette behandling.

Tegn på depression

Bliver man naturligt træt i forhold til sin alder, er det ikke et advarselstegn. Træthed følger med og har ikke noget med en depression at gøre. Og det er også klart, at man har lov til at føle sig trist og alene, når man mister en gammel ven. 
Men hvis den ældre uden yderligere varsel eller anledning bliver trist, indadvendt og indelukket, kan det være tegn på en depression.
Elene Fleischer opfordrer til, at man kigger lidt tilbage i tiden. Var den ældre tidligere glad for livet? Var der især noget, som bragte glæde og begejstring med sig, eller var der daglige gøremål, som gav mening med livet?
Opdager man en forandring, som ikke kan relateres til noget, men at den ældre er blevet mere trist, indadvendt og uden lyst til at gøre noget af det, der tidligere bragte glæde med sig, ja, så kan det være, at der har sneget sig en depression ind. 
Elene Fleischer skriver videre, at så skal man være opmærksom på, at det er en blivende tilstand, dvs. tristhed og modløshed er til stede morgen, middag og aften.
Vi bør i større grad tage lidt hul på problematikken, men ikke noget med at give gode råd. Vi skal ikke tro, at vi er klogere end de ældre. De gamle kan godt tænke selv. Så når vi siger, hvad de skal gøre, så stopper samtalen med et ‘ja ja’. Det er uhyre vigtigt, at det er en samtale på den ældres vilkår og ikke vores, hvad enten vi er pårørende, sygeplejerske eller læge.

Tilbage til dengang…

Når jeg tænker tilbage på min tid på hospital, i hjemmeplejen og på plejehjem, så HAR jeg mødt rigtig mange deprimerede ældre mennesker, og jeg har intet gjort ved det!
Dette skriv bringer mine tanker hen til en pæn og velholdt dame, som var på min aften-køreliste. Jeg skulle blot låse hendes aftenmedicin ud og give hende bægeret med pillerne. Hendes lejlighed var fin og nydelig.
I sirlige rækker hang der tegninger fra børnebørnene på køleskabslågen. De mange fotografier på vægen var gullige og var af børn, der for længst var fløjet hjemmefra.
Sofapuderne stod ranke i den lille topersoners sofa, og på spisebordet stod en lille vase med nogle plastikblomster. Lejligheden var stille, og det var kun lyden fra uret på vægen, der brød stilheden.
Jeg gav hende bægeret med piller. Jeg så hende næsten ikke, jeg så ikke hendes øjne, jeg hørte ikke, om hun havde det godt, jeg lyttede ikke til hendes historie eller spurgte til hendes liv… jeg gav hende bægeret, og så styrtede jeg igen ud af døren, hen til den næste på min liste.
Næste dag blev jeg ringet op af politiet! Havde jeg set noget mistænksomt? Havde jeg hørt noget? Havde hun sagt noget?
Hjemmehjælpen havde fundet hende den næste morgen, død i sin seng. Hun lå i sin fine kjole med strømper og sko på. Hun havde lagt sig oven på sengetæppet og måske, i sin ensomhed, sin depression eller sin fortvivlelse over stilheden, havde hun taget en beslutning om at gøre en ende på livet.
Igennem uger havde hun samlet piller sammen, som hun til sidst havde taget om aftenen efter mit besøg. Hun ønskede ikke at leve mere…. eller gjorde hun, men så vi slet ikke, hvor skidt hun havde det?
Næste gang i Det Gode Liv går jeg lidt mere i dybden med, hvad vi som pårørende og plejepersonale kan gøre for at forebygge, men også opdage depression blandt vores ældre.

Læs artiklen i Lokalavisen