De vidste begge, at Bonny skulle dø …

At se og opleve kærlighed i sin fineste form er en stor del af arbejdet som sygeplejerske. Og Jill Trolle får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på det ensomme menneske, forladt af sit livs kærlighed.

Sygeplejerskens arbejde er så meget mere end pleje og omsorg. Det er også at være vidne til kærlighed, sammenhold, tro, savn og til ‘døden os skiller’

Mange synes, det er spændende at komme ind bag en sygeplejerskes arbejde – det er som om, der er noget dragende og magisk over at se, hvem det er, hun passer, og hvad det er, hun gør. Høre hvad det er, hun siger, og opleve, hvad det er, hun ser. 

Det kan jeg godt forstå, for vores arbejde er uden sammenligning helt fantastisk! Og meget kan med held illustreres og visualiseres, men der kommer et punkt i sygeplejen, hvor billeder ikke kan illustrere eller vise, hvad det egentlig er, vi gør! 

Det er det, jeg vil prøve at beskrive i denne uges Det gode liv – som opfølgning på tillægget til Villabyerne den 17.-18. maj, ‘Det sidste farvel’.

Jeg vil prøve at beskrive mine oplevelser, da jeg mødte to mennesker, som igennem mere end 78 år havde fulgtes ad, men snart skulle skilles – dette er min historie om at være sygeplejerske og vidne til kærlighed, til sammenhold, til tro, til savn og til døden skiller to mennesker ad.

Hjælp til at komme hjem

Der var så fint dækket op med en kridhvid kniplet dug på bordet, smukt porcelæn og the i en fin kande. 

Rundt om bordet sad de to døtre og deres far, Kristian på 91 år. Der var stille i det ellers åbne og varme hus. Kristian var alene, hans kone Bonny var på rekreation, men familien var enig om, at hun skulle hjem i sine elskede omgivelser og blive rask. Hun skulle hjem til det menneske, som hun havde kendt, siden hun var fem år, siden blev kæreste med, rejste til USA med, blev gift og fik fire fantastiske børn med. 

Hun skulle hjem til Kristian, hjem til ro og hjem til kærlighed, og det skulle jeg hjælpe med.

“Din mor er ved at sprede sin vinger ud – og det kan man ikke forhindre”, sagde lægen til Bonnys datter. Modelfoto

Gnist og gejst trods kræft

Min opgave blev at hjælpe og støtte Bonny i hjemmet. Hun havde kræft, som hun var i strålebehandling for på Herlev Hospital. Som følge af hendes sygdom havde hun tabt sig og var synligt afkræftet og kunne ikke længere spise almindelig mad eller drikke juice, vand eller vin, men fik mad og væske i en slange ind i maven.

Jeg mødte Bonny første gang, da hun stadig var på rekreation. En smuk og spinkel kvinde på 82 år med et smil, der varmede helt ned i maven, og brune øjne, der rummede så megen varme og kærlighed, at man næsten blev slået omkuld. 

Bonny var træt, men der var gnist og gejst, og hun ville hjem – hjem til Kristian, hjem til den lille hund, hjem til familien. 

Vi talte lidt om de mere sygeplejepraktiske opgaver, men også om, hvad der var vigtigt for Bonny. Hjælpemidler blev bestilt og installeret, og jeg var klar i hjemmet, den dag Bonny kom hjem.

Op- og nedture

De følgende uger bød på mange op-og nedture. Døtrene kørte trofast deres mor til strålebehandling på Herlev og med hjertet oppe i halsen under køreturen hjem, fordi de frygtede, at hun skulle blive dårlig, begynde at hoste eller få det skidt efter behandlingerne. 
Bonny kæmpede! Hver morgen hjalp jeg hende i bad, hun elskede det kolde vand, og selvom det var en kamp og en overvindelse, sad hun trofast på sin badestol og lod mig bruse den spinkle krop, imens hun hev efter vejret. 

Hun blev tyndere og tyndere, og i takt med, at grammene forsvandt fra kroppen, blev Kristian mere og mere rådvild, og hele kropsholdningen blev mere opgivende. I de mange timer, jeg var der om dagen, kunne jeg mærke, hvordan hun gled fra ham og ind i en verden med sygdom og mere og mere mørke. 

Men der var også gode dage, hvor Kristian troede, hvor han klamrede sig til hendes hånd og til hendes nærvær. Det var, når solen skinnede, og sad hun i den fine gårdhave med flot stråhat under et strålende rødt tæppe og nød selskabet sammen med ham, deres børn, børnebørn og det lille nye oldebarn. 

Eller når hun i kørestol blev kørt i haven, så de sammen kunne inspicere ødelæggelserne efter stormen Bodil, eller lytte til det ene barnebarns store spænding om den forstående konfirmation. 

Vi gjorde også meget ud af at sætte hår, ordne negle, bruge makeup, og noget af alt det skønne tøj, som døtrene kom med, netop så det hele ikke gik op i sygdom og sondemad, men så både Kristian og Bonny i kærligheden kunne holde troen på, at de klarede det.

Indlæggelsen

En eftermiddag blev Bonny dårlig, hendes vejrtrækning blev mere og mere hvæsende, og hun blev bange – bange for at blive kvalt. 

Jeg turde ikke stå med hende alene længere, så der var ingen anden udvej end at få hende på hospitalet. 

Falck kom og løftede den lille kvinde op på båren og kørte hende ud til ambulance. Kristian gik ved siden af mig derud, han var bleg, og de ellers så tillidsfulde øjne var blanke og nervøse. Båren blev rullet ind, og Kristian tog en stille afsked med sit livs kærlighed.
Bonny fik en lille operation, som gjorde, at hun kunne få frie luftveje og ikke mere ville opleve at blive kvalt. Efter fem dage, var hun igen klar til at komme hjem.

Den forkerte vej

Indlæggelsen tog hårdt på Bonny. Hun blev mere og mere træt, men også mere og mere urolig. 
Kristian sad utrætteligt ved hendes sengekant. Han havde indrettet et lille fint værelse til hende og med en gammel sofa, som han gladelig sov på, når bare han kunne være i nærheden af hende. 
Hans søvn blev også mindre og mindre, og jeg kunne se, at troen ebbede ud af ham. Det var som om, han var begyndt at tage afsked med sit livs kærlighed. 

Han begyndt også under vores morgenritual med blødkogt æg og kaffe at spørge til, hvad jeg syntes, og hvad jeg troede. I sådan en situation er det så svært at være professionel, for hvad er det at være professionel? 

Er det at give Kristian håb, så han kan kæmpe videre, eller er det at være ærlig, med risiko for at tage fejl, at sige, at jeg kunne se, at Bonny var på vej væk? 
Som dagene gik, blev jeg mere og mere konkret i, hvad jeg troede. Familiens læge blev tilkaldt, og der blev talt frem og tilbage om, hvad der skulle ske.

En læge tager ansvar

Fire-fem dage før Bonny dør, sidder familielægen sammen med Kristian, hans datter og mig, på hans gamle sofa i Bonnys værelse. 

Kristian er ked af det, og selvom han godt kan se, hvor det bærer hen, så er det alligevel umuligt for ham at give slip – for hvem kan efter så mange år og så mange fantastiske oplevelser give slip på det eneste menneske, som, foruden en selv, har været vidne til de sidste 79 år af ens liv?
Bonny har fået en lille nål i armen, hvor jeg kan give den medicin, hun får brug for, for ikke at få ondt, blive bange, få kvalme eller få vand i lungerne. 

Den ene datter spørger, om der ikke er mere, der kan gøres, hvortil lægen svarer:
”Din mor er ved at sprede sine vinger ud – og det kan man ikke forhindre”.

Den sidste afsked

Bonny dør 2. Påskedag omgivet af sin elskede Kristian og en kær ven, som hele vejen igennem har været en kæmpe støttet for familien. 

Bonny bliver begravet en kold, men smuk forårsdag, og kirken er fyldt til bristepunktet. Der synges, tales, grædes og mindes et menneske, som for alle de tilstedeværende har haft en specie betydning, også for mig, selv om jeg kom meget sent ind i hendes liv. 

Den kirkelige handling er overstået, og kisten bæres ud til gravstedet. Kristian går lige bagved, eller en skygge af Kristian går lige bag ved kisten. 

Bonny bliver stedt til hvile, og vi synger en smuk sang. Kristian går med sine ene datter rundt til alle os fremmødte. 

Han kommer hen til mig og den dame, som i mange år har gjort rent i deres hjem. Jeg kigger på ham – og den dag i dag får jeg stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvad jeg så – dér står et ensomt og forladt menneske i sin fine grønne uldfrakke med læderknapper. Bleg, fattet, men forladt af sit livs kærlighed, som han svor evig troskab i Ramløse Kirke 60 år tidligere.

Derfor sygeplejerske

Min oplevelse med Bonny, Kristian og hele deres fantastiske familie er oplevelser, der for altid vil sidde indprentet i min hukommelse. Jeg har mødt og passet mange, som skulle herfra, og alle gange har det været unikke oplevelser, som ikke kan illustreres eller visualiseres, for det er så meget mere end sygepleje og omsorg:

Det er at se og opleve kærlighed i sin fineste form, og derfor er jeg sygeplejerske!

Læs artiklen i Lokalavisen